IMG_6275

Farmors gammeldaws kringle med snyde remonce

By on February 13, 2016

Så er kærestens bagehjørne igang igen 😀 Her handler det ikke om at gøre kagerne sunde eller sundere, men om at lave de lækreste og mest velsmagende veganske kager, som går lige i hjertet. Denne opskrift har været et stykke tid undervejs. Den bygger på min farmors gamle familieopskrift på kringle, som hun skrev ned i hånden til os, og vi så har forsøgt at veganisere – med stor succes.

Vi startede for flere måneder siden med at veganisere opskriften og kan derfor også fortælle, at både aquafaba, hørfrøæg og NoEgg fungerer lige godt i denne opskrift. Så brug du blot, hvad du lige har ved hånden. Hertil smager kringlen faktisk bedre efter at være frosset ned. Opskriften her er også stor nok til 2 store kringler. Du kan derfor med fordel guffe den ene i dig og smide den anden i fryseren. Kringlen bliver mere sprød på overfladen og cremet i midten af en tur i fryseren, så du kan godt glæde dig.

IMG_6291

Siden vi lavede en vegansk udgave for første gang, har vi lavet kringle til både fødselsdage og julekomsammen. Den store prøve stod, da vi tog kringle med hjem til min farmors julefrokost for familien. Hun har lavet sin kringleopskrift til samtlige fødselsdage og masser af eftermiddagshygge gennem de sidste 50 år. Derfor er hun uden tvivl vores hårdeste kritiker – hun ved, hvad hun taler om 😉 Vi bad hende om at være 100 procent ærlig, hvilket hun lovede. Kagen blev også godt inspiceret af hendes kyndige hænder allerede før første bid var taget. Da hun tog den første bid, spredte der sig et stort smil på hendes læber, hvorefter hun kiggede på os og sagde “jamen den smager jo helt perfekt!”. Vi var pave stolte, og hun blev simpelthen så glad for, at der nu er børnebørn, som tager hendes familieopskrifter til sig og fører dem med videre i familien. Dette har vi også gjort med hendes opskrift på æblekage, som nok også snart er at finde her i kærestens bagehjørne :)

IMG_6253

Vi må nok også hellere skrive lidt om kringlens snyde remonce :) Min farmor har altid lavet denne kringle med snyde remonce, så det er ikke engang noget, som vi selv har fundet på 😉 Gennem de sidste 50 år har det været langt nemmere for hende at skaffe gode danske kartofler frem for mandler. Derfor har hun eksperimenteret sig frem til en remonce på kartofler, som smager fuldstændig (!) som traditionel remonce lavet på marcipan. Vi har snydt masser af glade kagespisere med denne opskrift. Ikke nok med at kartofler er nemmere at skaffe, så er de også langt billigere – hvilket jo gør, at denne skønne kringle kan laves i tide og utide. Min farmor har også altid lidt skrabede, kogte kartofler klar i køleskabet, så der lige hurtigt kan laves en kringle, hvis gæster melder deres ankomst.

IMG_6265

Til dejen skal du bruge:

  • 200 gram margarine
  • 300 gram hvedemel
  • 50 gram gær
  • 3/4 dl lunken vand
  • 2 spsk sukker
  • 3 spsk aquafaba (ikke-hvide), hørfrøæg eller 2 spsk NoEgg
  • lidt plantemælk, sukker og hakkede nødder (gerne hasselnødder eller mandler) som topping

Gæren opløses godt i vandet i en stor skål. Herefter tilføjes sukker og aquafaba/hørfrøæg//NoEgg. I en anden skål smuldres margarinen i melet til det er helt opløst.Herefter tilsættes melblandingen til vandet, og det hele blandes rigtig godt sammen til en lind dej. Stil herefter dejen til side i ca. 20 minutter.

IMG_6278

Til snyde remonce skal du bruge:

  • 100 gram margarine
  • 90 gram sukker
  • 2 mellemstore kogte kartofler uden skrald
  • 1/2 spsk mandelessense

I mellemtiden forberedes remonce. Smelt margarinen i en lille gryde. tilsæt herefter sukkeret og rør rundt, til det er helt opløst. I en anden skål moses de kogte kartofler (uden skrald). Når de har fået en konsistens som kartoffelmos tilsættes margarinen og mandelessensen. Bland det hele godt sammen og smag det gerne til med sukker og mandelessens. Stil til side.

Nu skal dejen rulles ud. Vi får normalt 2 kringler ud af denne dej. Del derfor dejen op i 2 og rul dem ud til en stor aflang firkant (eller lav eventuelt en kæmpestor rund kringle). Herefter smøres 1/2 af din remonce ud på langs i midten af hver dej i en aflang stribe. Luk herefter kringlerne til ved at tage først den ene siden af dejen og læg den henover din remonce, herefter den anden side. Vend forsigtigt kringlen rundt så lukningen er nedad og stil den klar på bagepladen. Lad dejen efterhæve i 15 minutter.

Før kringlerne kommes i ovnen, pensles de med plantemælk og drysse med sukker og herefter hakkede nødder. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 minutter til de er lækre og gyldenbrune.

Sera Thumbnail-09

Velbekomme

IMG_6275

IMG_6298

IMG_6297

Comments

  1. Simone
    September 29, 2016

    Leave a Reply

    Tro du, at kringler kan forberedes aftenen før, stilles på køl, og bage dem om morgenen. Jeg har lavet den her mange gange, men jeg synes at kringlen bliver tør på andendagen, og det vil jeg helst undgå.

    • Sera
      September 29, 2016

      Leave a Reply

      Hej Simone

      Det kan du sagtens, hvis du stillet dej og fyld på køl hver for sig og først samlet kringlen på 2 dagen :) jeg har også haft stor succes med lige at bage den til den lette side, fryser den ned og så bage den igen i ovnen dagen efter. Jeg håber, at det hjælper.

Leave a Reply

*



You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Follow Me