img_6617

Bagt Cheesecake (vegansk, glutenfri, sojafri)

By on September 10, 2016

Jeg synes, at der længe har manglet en god opskrift på BAGT vegansk cheesecake. Der findes utrolig mange opskrifter på rå cheesecakes, men de får aldrig den helt rigtige og fyldige varme, som ved de traditionelle. Så det satte jeg mig for at gøre noget ved – og her er resultatet 😀 Den smager fantastisk, hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo <3 Den sprøde bund med et lag cremet fyld og toppet med syrlige bær. Jeg skal ikke kunne gøre mig dommer over, om den smager præcis som en traditionel, da jeg ikke har spist sådan en i mange år 😉 Men den smager ihvertfald helt igennem dejligt og har tilfredsstillet alle mine cravings på den cremede kage, som altid har været en af mine klare favoritter. Den er heller ikke svær at lave og selve “arbejdet” er overstået på blot et kvarter – hvortil ventetiden kommer, når kagen bages og skal køle af :)

14215803_10154409404926067_1400703431_o

Jeg har også valgt at lave kagen uden gluten, soja og raffineret sukker (og selvfølgelig som altid vegansk), da det gør det muligt for langt flere at nyde et dejligt stykke kage. Bunden kan dog også sagtens laves på traditionel vis med masser af søde kiks.

Kagen er også flittigt blevet afprøvet på venner og familie, som alle syntes, at den er brand god. Så nu skal i da også lige have opskriften allesammen :)img_6614

Du skal bruge:

Til bunden: 

  • 200 gram friske dadler (eller tørrede som har ligget i blød i mindst 1/2 time)
  • 100 gram nødder (som f.eks. mandler, hasselnødder eller lign.)
  • 300 gram (evt. glutenfri) havregryn eller kiks (så som digestive eller marie kiks)

Til “cheese”-laget:

  • 150 gram cashewnødder (lagt i blød i varmt vand i mindst 1 time)
  • 2 dl Oatly Imat Fraiche eller hjemmelavet vegansk creme fraiche
  • 4 dl kokosmælk (gerne så fed som muligt)
  • Saft fra 1/2 citron
  • Revet skrald fra 1/4 citron (altid øko når du bruger skralden)
  • 1 dl kokospalmesukker (eller anden sukker)
  • 1 tsk vanille
  • 4 spsk gærflager

Swirl af bærkompot til toppen:

  • 100 gram af dine foretrukne frosne bær
  • 1 dl kokospalmesukker (eller anden sukker)
  • 1 spsk fint majsmel eller 4 spsk chiafrø

Forvarm ovnen til 175 grader.

Start med din bærkompot til toppen. Placer de frosne bær, sukker og majsmel/chiafrø i en lille kasserolle over medium varme og lad det koge godt ind, til det har en god, tyk og cremet konsistens. Stil det herefter til side til nedkøling.

Bunden laves ved at tilføje dadler, nødder og havregryn/kiks til en food processor og pulsér i ca. 1-2 minutter, indtil du har en god sammenhængende masse, dog stadig med lidt crunch 😉 Fordel bunden i en springform på ca. 24 cm i diameter.

Fyldet laves ved at tilsætte de udblødte cashewnødder, imat fraiche, kokosmælk, citronsaft, revet citronskal, sukker, vanille og gærflager i en blender. Start altid med at tilsætte de flydende ingredienser først, så blenderen kører nemmere og bedre. Blend nu fyldet i ca. 3-5 minutter, til det er en helt lind masse. Har din blender en “smoothie” funktion, virker denne perfekt. Husk at smage til! Fordel nu fyldet over bunden i din springform. Fordel dine bærkompot forsigtigt ovenpå og tag herefter en sker og sno rundt en enkelt gang, så det hele bliver til en fin swirl.

Placer kagen i ovnen og bag i ca. 45-60 min. For at tjekke om kagen er færdig, kan du stikke en gaffel og grillspyd i kagen. Når kagen føles fast, og der kun sidder en lille smule snask på grillspydet, er kagen klar. Lad gerne kagen køle helt ned inden servering.

Server kagen sammen med evt. overskydende bærkompot.

TIP: Ønsker du ikke en swirl på toppen men et fint glat lag bær? Dette kan nemt gøres ved at undlade at tilføje bær, inden kagen kommer i ovnen. Bag først kagen 30 min og tilføj først nu bær i et jævnt lag på toppen, før du putter kagen tilbage i ovnen og bager i yderligere 15-30 minutter.

Sera Thumbnail-09Velbekomme

img_6624

14273459_10154409405071067_798803411_o

Comments

  1. Britt
    September 10, 2016

    Leave a Reply

    Bliver simpelthen nød til at prøve din opskrift af! Selvom jeg ikke er til de bagte cheesecakes.
    Har desværre ikke gærflager herhjemme da der var en hund der kom lidt for tæt på pakken har du et forslag til hvad der kan bruges i stedet? Venligst Britt

    • Sera
      September 11, 2016

      Leave a Reply

      Hej Britt
      Dejligt at høre :) gærflagerne kan sagtens helt undlades eller erstattes af en lille smule helt lys miso

Leave a Reply

*



You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Follow Me