Skærmbillede 2014-08-04 kl. 14.21.46

Om bloggeren

Så hvad er der egentlig at sige om mig ?!

Dette er jo en blog om vegansk og bæredygtig livsstil, så jeg kan da starte med at fortælle, hvorfor jeg er og kalder mig veganer. Der er en masse grunde til, at folk bliver veganere. Jeg startede ud som vegetar som 8 år gammel på grund af kærlighed og omsorg for dyr – jeg fandt det utrolig mærkeligt og forkert at spise andre levende, tænkende og følende væsener. Hvorfor skulle de lide og dø på grund af mig? Min mor blev vegetar ca. samtidig, hvilket gjorde det meget nemmere for mig at vokse op som vegetar. Hun er stadig vegetar og har sin egen blog, som du finder her! Mens jeg voksede op, udviklede jeg en stor passion for mad – især kager! Mad er en stor del af mit liv (jeg lever for at spise – spiser ikke for at leve 😉 ), og jeg har aldrig været i tvivl om, at man er, hvad man spiser. Derfor har jeg også valgt at lægge vægt på sund, energifuld og naturlig mad. Jeg elsker at eksperimentere med mad gennem farver og smag, og det er denne store passion, som jeg ønsker at dele med jer.

Jeg blev veganer efter at have set et foredrag af Nick Cooney om hans bog “Change of Hearts”. Han talte om dyrs rettigheder – en af mine store passioner – men han fokuserede på at løsningen kunne ses gennem veganisme. Dette fik mig til at indse, at jeg også ser veganisme som en løsning på mange af de problemer, vi står overfor i dag. At blive veganer har uden tvivl været den bedste beslutning i mit liv! Efter jeg er blevet veganer, har jeg udviklet en stor passion for sundhed og ernæring, hvilket jeg har studeret gennem den menneskelige fysiologi og selvfølgelig sundhed – Dette bliver også afspejlet af min kærlighed til biologi, hvilket særligt kom til udtryk i gymnasiet. Mit “sundheds-fokus” har også påvirket mit mere videnskabelig syn på kødforbruget. Masser af forskning viser, at en plantebaseret kost er en fantastisk måde at leve sundt og styrke din krop. Så ikke alene er det mere etisk at fravælge kød – det er også fantastisk for sin krop! Så i min verden er det da bare win-win! Jeg har selv mærket dette på min egen krop, hvor jeg blandt andet har:

  • tabt mig
  • sluppet af med min børneeksem på mine ben
  • jeg er simpelthen blevet gladere
  • fået en masse energi
  • fået smukkere hud
  • fået en meget bedre fordøjelse
  • fået tykkere hår
  • sluppet af med appelsinhud
  • fået en meget bedre søvn – og gennem det en masse energi om morgen (hvilket ellers har været et enormt problem for mig førhen)
  • har næsten ingen menstruationssmerter længere
  • sluppet af med den søde tand og trangen til et hurtigt sukkerfix

Alt dette er sket for mig, da jeg gik fra at være vegetar til veganer. Jeg ved, at det er meget personlige emner, men det har simpelthen været så fantastisk, at jeg er nødt til at dele det med andre. Jeg håber virkelig, at det vil inspirere. Men tag ikke kun mine ord for gode varer – prøv det af og mærk det på din egen krop! :)

Jeg er i øjeblikket kandidatstuderende indenfor Global Refugee Studies (hvilket er indenfor Internationale Udviklingsstudier) her i København. Jeg har yderligere en bachelor i Global Studies (global politik) og Cultural Encounter (kulturforståelselse og kultursammenstød). På grund af min uddannelsesmæssige baggrund vil jeg nok også få skrevet flere blogindlæg om mine tanker hvad angår miljøet, migration, flygtninge, politik og alt der i mellem :) Min passion og fokus i mine studier er indenfor international politik og organisatoriske aktiviteter (bl.a. NGO-arbejde) med særligt fokus på kulturelle sammenstød. Hvordan afspejles international politik i samspillet mellem forskellige kulturer? Og hvordan afspejles kulturel interaktion i international politik? Et særligt fokus er lagt på migration og flygtninge i forhold til global, miljømæssig og organisatorisk samarbejde.

Mit fokus er derfor indenfor internationale udfordringer.

Men hvordan hænger min uddannelse og veganisme så sammen? Ja, min passion er jo indenfor miljømæssige og kulturelle problemstillinger for mennesker og dyr, hvilket også var det der trak mig ind i mine studier. Min holdning er, at en af de mest effektive våben mod mange af de udfordringer, som vi står overfor i dag med sult og migration, er en kraftig mindskning (helst en hel udfasning) af forbruget af animalske fødevarer. Vi skal have et langt større fokus på en mere bæredygtig levevis. Det kødforbrug, som ses i de vestlige samfund i dag, er ved at ødelægge vores miljø, opretholde fattigdom særligt i U-lande og derigennem bidrage til den massive migration, som vi bl.a. ser i dag fra det afrikanske kontinent til Europa. Bare inden for få år har problematikkerne set ved klimaflygtninge hobet sig op, og kødindustrien er den mest forurenende industri i verden og herigennem den største bidragyder til disse problemer. Mit fokus er derfor på både et individuelt plan med sundhed og ernæring, men også på de globale, miljømæssige og migrationelle problemstillinger, som vi står med i dag.

Jeg håber, at dette giver dig et bedre billede af mig som person :) og jeg ville elske at høre dine tanker i kommentarerne!

Sera Thumbnail-09

Forresten, logoet er en Argentinosaurus dinosaur – det største dyr der nogensinde har gået på jorden – selvfølgelig drevet af en fantastisk plantepower!

Comments

Be the first to comment.

Leave a Reply

*



You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Follow Me