Skærmbillede 2014-05-25 kl. 23.05.38

Fantastiske danske blogge

Der findes en række dansksprogede veganske blogge til dig, som ikke gider alle de engelske 😉 De her blogge har ihvertfald været med til at inspirere mig!

6 om Dagen

Intro til bloggen:  “Mor, når jeg bliver stor, skal du skrive ned, hvordan jeg laver trylledrik, så jeg kan lave det til mine børn.” (Signe, 4 år)

Hvorfor ikke begynde allerede nu? Denne blog er primært en vegansk opskriftsamling for mine børn, deres bedsteforældre, mig selv og for dig, der har brug for inspiration i en grøn hverdag. Opskrifterne er møntet på den store familie og er derfor store portioner, der er nemme at gå til i en travl hverdag, hvor børnene også kan være med. Alle opskrifterne er afprøvet på familiens 4 børn i alderen 1-7 år. Derudover vil vi hen ad vejen skrive lidt om vores rejse mod veganismen, samt tips og tricks, som inspiration for andre børnefamilier, der ønsker at gå samme vej. Jeg håber, du vil få glæde af denne blog. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til mig i kommentarfeltet herunder.

~ Line

Bananmad

Intro til bloggen: Hej, jeg hedder Sara Hagedorn – jeg er veganer, teenager og dyreelsker… og så elsker jeg at lave mad og blogge om det! For tiden studerer jeg Engelsk, Samfundsfag og Psykologi på gymnasiet, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg blev pescetar tilbage i 2009, og i slutningen af 2010 besluttede jeg mig for, at droppe fisken og blive vegetar. Som de fleste unge vegetarer, havde jeg en del besvær med maden i hverdagen, og jeg besluttede mig selv at lave maden – på den måde fandt jeg ud af, at vegetarisk madlavning er meget mere end bare grøn salat og kogte kartofler! Juli 2011 blev jeg så veganer – et valg jeg lige siden har stået ved, og trods en del modgang fra nær og fjern, er jeg glad for, at jeg tog springet. Jeg er veganer først og fremmest pga. min kærlighed til dyr, og fordi jeg ikke ser en forskel på dyr i hjemmet, i naturen og i landbruget – alle er levende væsner, og de fortjener at forblive levende. Desuden er det meget miljøkrævende at producere og transportere de mange ton kød.  Dyrevelfærd og sundhed er også væsentlige grunde til at blive veganer – det kan du læse mere om på fx Animas hjemmeside (www.anima.dk), hvor jeg også blogger!
Er du interesseret i hvorfor jeg ikke bare spiser økologisk kød, æg og mælkeprodukter? Eller hvordan jeg som veganer får nok calcium, omega 3 og jern? Så kan du altid skrive til mig ved at sende en mail til hagedorn96@gmail.com eller kommentere på denne side. Yderligere information omkring landbrugsdyrenes forhold kan findes her.

Buddhasbrownies

Intro til bloggen: Buddhas Brownies er mit beskedne bidrag til det kosmopolitiske vegetarkøkken. Jeg elsker krydderier og råvarer, historier og nørderier. Maden er en nødvendighed, som vi ligeså godt kan udvikle et elskeligt forhold til, når vi alligevel ikke kan vælge det fra. Den indbyder til såvel hygge som diskussion, og er man vegetar eller veganer, så ved man, at vores madvaner betyder noget. Med Buddhas Brownies er det min intention at tage udgangspunkt i respekten for råvarer og natur, respekten for såvel mennesker som dyr og respekten for de kulturer, madtraditionerne udspringer af. Jeg er, i tråd med mange andre vegetarer, især interesseret i det indiske køkken. Den specielle sammensætning af krydderier, som man kun kan blive helt fortrolig med gennem erfaring, kan hæve smagsoplevelsen langt højere end de enkelte ingredienser. Men den gode opskrift kender ikke nødvendigvis til landegrænser. Det gør mine opskrifter heller ikke altid. Som blogger er inspirationen fra andre grønne madnørder spændende og bekræftende. Buddhas Brownies er hverken perfekt eller altomfattende. Bloggen er et udtryk for, hvad der inspirerer mig i min madlavning. Kan den samtidig inspirere andre, er det helt fantastisk. Peace!

Englerod – Livet som plantespiser i Danmark

Intro til bloggen: Dyreelsker, plantespiser, hestekysser, hundemor, mad aktivist, tree hugger og en smule tosset. Mit navn er Johanne..Min kæreste og jeg er netop flyttet fra Silkeborg til Nørresundby (Nordjylland), her bor vi sammen med vores lille hund Minnie på 3 år. Til daglig arbejder jeg som model for et modelbureau i Aarhus og skal til at læse kemi i Aalborg – for senere at søge ind på sundhed og ernæring. Til daglig bruger jeg meget tid på madlavning, kogebogskrivning, løbeture, bloggen og masser af kvalitetstid med min hund og kæreste. Jeg har altid haft et meget tæt forhold med dyr, da jeg voksede op i en hestestald og med hund i hjemmet. Har aldrig brudt mig om, hverken smagen eller tanken bag kød. Som 13-årig stoppede jeg med at spise pattedyr (spiste kun fugl og fisk), da jeg flyttede hjemmefra blev jeg endelig helt vegetar og kort tid efter blev jeg veganer. Jeg ville ønske jeg havde været veganer hele mit liv, det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, for dyrene og for vores planet. Min livsstil træder igennem når jeg køber tøj, rengøringsprodukter, møbler, plejeprodukter og ikke mindst mad. Jeg er blevet mere bevidst om fordelene ved økologi, lokale råvarer, genbrug og bæredygtighed. For mig er det at leve vegansk det mindste vi kan gøre og jeg tror på, at det er fremtiden, hvis vi vil bevare vores planet og vores smukke natur. For mig handler veganisme ikke om at være perfekt, det handler om at gøre mindst mulig skade.Min store passion er vegansk madlavning. Jeg elsker at eksperimentere og udforske i et køkken. På samme tid elsker jeg også at overraske folk med at vegansk mad ikke bare er en salat, men altså er mindst ligeså, proteinrigt, velsmagende og ikke mindst sundere for kroppen. Jeg elsker at lave vegansk mad til min kæreste, som er meget taknemmelig og spiser min mad med stor glæde. Han er også næsten veganer, minus enkelte mælkeprodukter når han er uden for hjemmet. Min familie er også blevet mere bevidste omkring den veganske livsstil og har indført flere kødfrie dage om ugen. Jeg elsker når jeg kan inspirere andre til at leve mere miljøvenligt, dyrevenligt og sundere.Her på bloggen vil jeg videregive, mine bedste tips til en vegansk dagligdag. Jeg vil dele mine bedste opskrifter, dyrevenlige tips til hverdagen og meget mere. Om du lever vegetarisk, vegansk eller som kødspiser, er du mere en velkommen til at følge med herinde. Jeg håber at jeg kan være med til at inspirere folk til at spise mindre kød, og tænke mere over dyrevelfærd og bæredygtighed i hverdagen.

Grøn Samvittighed

Intro til bloggen: Velkommen til GRØN SAMVITTIGHED, hvor nøgleordene sundhed og veganisme går hånd-i-hånd. Siden er opdelt i tre hovepunkter: OPSKRIFTERJUICING og URTER&KRYDDERIER, som faktisk er tre individuelle blogge. Jeg har valgt at opdele siden således, fordi jeg mener, at det er tre forskellige interesseområder som, i forhold til indhold og overskuelighed, fungerer bedst separat. Mit navn er Nadja. Jeg er 25 år, en komplet madtosse og veganer på andet år. Tøv ikke med at smide en kommentar efter mine indlæg for at fortælle mig, hvad du synes om dem :)

Grøn, sund og lækker – Det’ vegansk!

Grønnere

Intro til bloggen: Hvem sidder bag skærmen? Det gør jeg, Mo. Et novemberbarn fra 1991, som er utrolig glad for både at lave og spise (vegansk) mad. Og af netop den grund oprettede jeg denne madblog i juli, 2013. Bloggen er tænkt som et samlested for alle mine opskrifter, andres opskrifter, idéer, tanker og viden. Jeg er stor fortaler for økologi, bæredygtighed og dyrerettigheder. Jeg elsker alt det naturen giver os og jeg synes det er utrolig vigtigt at værne om dette. Og så er jeg det mange vil kalde for veganer. Det er jeg for min skyld, dyrenes skyld og miljøets skyld. Jeg udelukker alt der hedder kød, fisk, mælk og æg fra min kost, og gør i stedet for plads til en tallerken fuld af farver. Jeg ser ikke mit kostvalg som værende en begrænsning – tværtimod! Jeg har aldrig nogensinde før spist så varieret og været så interesseret i mad og madlavning som nu. Når jeg ikke laver mad, spiser mad, tænker på mad eller læser om mad, studerer jeg om mad; nærmere betegnet: Ernæring og sundhed og med en overbygning i Ledelse, fødevarer og service. Hvor jeg ender, og om/hvad jeg vil læse videre bagefter, er endnu uvist. Men en ting der er vist, er at jeg nok kommer til at arbejde med….. mad(surprise!). Og når det slet ikke skal handle om mad, nyder jeg at tilbringe min tid sammen med mine venner, kæreste, familie og dyr. Jeg håber min blog vil inspirere dig. Og du er mere end velkommen til at smide en kommentar, hvis du har nogle spørgsmål, eller give feedback hvis du prøver en af mine opskrifter. Og du er selvfølgelig også velkommen til bare at sige hej!

Hverdagsmirakler – Grøn glæde, hverdags syslerier og matrikelnørderi

Intro til bloggen: Et styks rejselysten retrojunkie, foodie, etisk veganer, krea nørd… Jeg er vel bare en kvinde fra ’87 med interesse for forskellige huslige syslerier, rejser, madlavning, oplevelser og er ikke mindst stor fan af hverdagens små mirakler. Her på bloggen vil mine tankestrømme blive lagt ud i bunkevis af skriblerier; noget vil være ligegyldige ting fra hverdagen, andet vil være lækre opskrifter og billeder, tips eller hvad end jeg lige falder over.

Karmakøkkenet – Vejen til et liv uden hovedsmerter

Intro til bloggen: Jeg hedder Ida Hjorth Sørensen, 27 og hjælper mennesker til vejen med et liv uden hovedsmerter. Jeg er uddannet kostvejleder og er netop nu i gang med naturopath uddannelsen i biologisk medicin. Den handler om at bringe kroppen tilbage i balance igen, på en naturlig måde, hvor det ikke kun handler om kost, men også om miljøet omkring og indeni os selv. Jeg har selv erfaret at kosten kun er en lille del, og at måden vi tænker, føler og handler på har en stor indflydelse på kroppens tilstand og smerter. Jeg har har gjort mig selv smertefri en naturlig måde efter en voldsom hjernerystelse for 3 år siden, og ønsker nu at hjælpe andre med at fjerne deres hovedsmerter, så de ligeledes kan opleve energi og overskud.

Kærlighed og Kikærter – Mad med medfølelse, veganske opskrifter

Intro til bloggen: Som du nok har gættet, hedder jeg Thomas. Jeg er 26 år og bor i Aarhus, hvor jeg i øvrigt altid har boet. Jeg læser på Aarhus Universitet, hvor jeg tager en kandidat i Engelsk med sidefaget Film & Medier. Dermed er mine interesser også afsløret. Jeg elsker at nørde med sprog og kommunikation, jeg interesserer mig for film og kultur, og så har jeg selvfølgelig en kæmpe passion for spiselige lækkerier, der gerne skulle skinne igennem her på bloggen!

Lærke Lund – Strål din sol

Intro til bloggen: Aloha du skønne menneske! Og velkommen til min blog. Det er mig der er Lærke Lund. Jeg er 21 år og bor med min lækre kæreste i Århus. Jeg er en livsglad øko-pige med et mål om at inspirere dig til at leve et sundt og glædesfyldt liv. Her på bloggen får du masser af positiv energi, sunde og lækre opskrifter og stjernestøv af kærlighed <3

Maus Mad

Intro til bloggen: Hej, og velkommen til min veganske madblog! Mit navn er Mau og jeg er 18 år gammel. I sommerferien 2013 flyttede jeg til Aarhus, og jeg går nu i 3.g  på Aarhus Katedralskole. Jeg har været vegetar siden fødslen, så jeg har altid set det som det mest naturlige i verden at dyrene er venner og ikke mad. I februar 2012 tog jeg skridtet videre og blev veganer, og det var som om en helt ny verden åbnede sig for mig, og min interesse for mad og min glæde ved madlavning er vokset og vokset lige siden. Jeg har aldrig haft det bedre end jeg har nu, for hver dag træffer jeg et valg. – Et valg som gavner dyrene, miljøet og mig selv! Så ja – jeg blogger altså om vegansk mad! Fyldt med lækre grøntsager, og masser af kærlighed :-)

Mia Sommer – Mad med respekt for liv

Intro til bloggen: Velkommen til min veganske madblog. Jeg vil her fortælle lidt om mig selv og min motivation for at lave denne blog.Om mig og bloggen: Jeg hedder Mia Sommer, og jeg er mor til to dejlige børn fra henholdsvis 2008 og 2013, og jeg venter mit tredje barn til september 2014. Jeg har været vegetar det meste af mit liv og veganer siden 2005. Jeg har fravalgt kød, mælk og andre animalske produkter af etiske årsager, men for mig er det også en stor motivation, at jeg ved at spise vegetabilsk passer på mit helbred ogklimaet. Hvis du vil læse mere om min personlige vej til veganisme kan du trykke her, hvor jeg fortæller om det i et tidligere indlæg. Til daglig studerer jeg jura på Københavns Universitet på kandidaten. Min fritid bruger jeg på familieliv, veninder, bøger, fællesspisninger, madlavning, fotografi med mere. Min interesse for madlavning og fotografi har jeg netop valgt at kombinere ved at lave denne madblog. For mig er det en stor fornøjelse at lave lækker mad, og fornøjelsen bliver kun større af, at jeg kan tage flotte billeder af den. Jeg håber på vise, hvor lækker vegansk mad kan være og på den måde inspirere flere til at leve dyrevenligt og sundt.

Månebarnet …mad med medfølelse ♡

Intro til bloggen: Mit navn er Luna Grønhøj-Krause. Jeg er 31 år og bor lidt udenfor Aarhus sammen med min kæreste Allan og vores smukke søn Juno på knap 2 år. Vi elsker økologi, genbrug og hinanden, og så er vi alle tre veganere. Vores søn siden undfangelsen. Til daglig arbejder jeg på den vegetariske men overvejende veganske Café Ganefryd i Aarhus. Jeg blev vegetar i efteråret 2007, efter en meget personlig hændelse som du kan læse om her. Jeg startede med at blogge på Månebarnet i 2008, kort tid efter jeg blev vegetar, og i 2010 blev jeg veganer. Det gjorde jeg fordi jeg fandt ud af, at det erden sundestemest bæredygtige og bedst etisk forsvarlige måde at leve på. Men altid, og heldigvis, med plads til forbedringer. I 2011 blev jeg kåret som Danmarks Bedste Madblogger, og jeg glædes stadig over de mange mennesker der har fundet og følger min blog som følge af kåringen. Det har givet mig mulighed for at inspirere og vise endnu flere mennesker, hvordan man kan integrere den veganske livsstil i sin hverdag. Måske først delvist. Senere, forhåbentligt, hele vejen.I 2012 var jeg med til at stifte den danske madforening Mad med Medfølelse, og som jeg nu for andet år er næstformand/2. kontaktperson i. Foreningen består af et fællesskab af passionerede mennesker (med lokalafdelinger i Aarhus, København og Odense) der, gennem sociale begivenheder, arrangementer og happenings, deler et grønnere og kærligere budskab med omverdenen. Vi er madaktivister, og vi skaber grobund for, at veganismen kan blomstre i Danmark. Først og fremmest ved at deles om, fortælle om og servere vegansk mad. Vi vil gerne formidle og kommunikere omkring alt det der ligger bag den mad vi spiser. Det sundhedsmæssige, det miljømæssige og ikke mindst det etiske aspekt. Det gør vi online, via vores Facebookside, på vores hjemmeside, og ved at arrangere forskellige sociale begivenheder, der alle har omdrejningspunktet MAD. Her har man mulighed for at komme og smage vegansk mad, tale om den, samt få opskrifter og inspiration til selv at lave den. Samtidig lægger vi op til en dialog omkring den.

NaturZonen – “Lad din mad være din medicin og din medicin være din mad.” Hippokrates

Intro til bloggen: Sundhed og selv-kærlighed – især gennem grøn mad der glæder og styrker vores celler er min passion. Primært vegansk (jeg benytter ind imellem økologiske æg, eller æg fra høns hvor jeg kender deres vilkår, som skal være at de kan gå frit rundt og boltre sig og nyde livet!) og somme tider rå mad. Min interesse startede sin spire i år 2000, hvor jeg begyndte at læse til zoneterapeut. Den udviklede sig og tog kraftigt til gennem praktisk erfaring og inspiration gennem år 2006 og frem. Her begyndte jeg ligeledes at holde og deltage i fællesspisninger og andre kost-forums. Jeg eksperimenterer i, og blogger om sund plantekost; opskrifter der glæder og styrker cellerne, smagsløgene og giver nydelse. Forskning indenfor sundhed og andet der har relevans herfor. Jeg er entutiast og passioneret i at vise muligheder og glæde ved en kost uden mælk, kød & sukker, der stabiliserer blodsukkeret, energien og humøret for både børn og voksne. Desuden har jeg en stor respekt for og kærlighed til dyr samt vores miljø og Moder Jord. Jeg blev uddannet FDZ-zoneterapeut i 2003 & Social- og sundhedshjælper i 2005. Har desuden studeret pædagogik med liniefaget: sundhed, krop & bevægelse i knap 2 år.

Op Med Grøntsagerne – Spis dig til et stærkt helbred og en bedre verden med plantebaseret kost

Intro til siden: OP MED GRØNTSAGERNE har til formål at formidle viden om fordelene ved at spise en plantebaseret kost af hele fødevarer. Fordele der berører dit personlige helbred, dyreetiske problematikker, samt ikke mindst de store miljømæssige udfordringer der ligger i vor tid.Ved at spise en plantebaseret kost, kan du: opnå et stærkt helbred, samt forebygge og helbrede en lang række livsstilssygdomme. Være aktivt med til at passe på den fantastiske planet jorden som vi bor på. At spise plantebaseret er et af de mest effektive miljøvalg du kan foretage i dit liv. Skåne vores medskabninger, dyrene, for de forhold der nu er standard i landbruget, for at kunne producere de store mængder animalske produkter der er efterspurgt på markedet.

Ved at vælge plantebaseret kost tager du aktivt del i en forandring mod et stadigt sundere personligt helbred og et sundt globalt miljø. Her på siden vil du finde information om sundhed, etik og miljø, baseret på international topforskning, underbygget af en høj grad af dokumentation, så du selv kan studere videre herfra. Her er også en stor sektion af WFPB opskrifter, lige til at gå i gang med hjemme i dit eget køkken. Tak fordi du læser med. Må alle blive mætte. Må alle blive helbredt. Må alle blive elsket.

Peas, Love and Veganism

Intro til bloggen: Jeg hedder Marie, jeg er 23 år gammel og bor i København sammen med min kæreste, Jonas, og vores datter, Signe, som er født i marts 2013. Vi er alle tre veganere :) Jeg blev vegetar (lakto-ovo) kort forinden min 17-års fødselsdag og blev veganer et par måneder senere. Dette valg tog jeg på baggrund af min store kærlighed til dyr og det er fortsat dyrene og deres rettigheder, der for mig er den største motivation, men det er også af stor betydning, at jeg ved at vælge en vegansk livsstil også passer på miljøet og mit helbred. Denne blog vil hovedsageligt bestå af opskrifter og jeg håber, at den kan inspirere flere til at spise mere grønt og bæredygtigt. For dyrene, for menneskene og for planeten. :-)

Plantepusherne – lækker mad behøver ikke være dyr :)

Intro til bloggen: Hvem er vi? Vi er en familie på tre, bosiddende på Amager: Mathias, Nina og Røskva. PlantePusherne er 100 % vegansk catering, madskole og opskriftblog. Hr. PlantePusher, Mathias (født 1987), er professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og ved en masse om råvarer, køkkener og ernæring. Han påstod engang overfor en kammerat at når han flytetede hjemmefra, ville han lave hjemmelavet varm mad HVER dag. Det mente kammeraten ikke var fysisk muligt, hviket muligvis har været med til at motivere Mathias til at gøre netop det. (Nina kan bevidne at siden de mødtes i 2007 kan det tælles på én hånd hvor få gange det løfte er brudt) Fru PlantePusher, Nina (født 1979), er hjemmegående, utrolig praktisk og ferm med en boremaskine. Hun elsker strukturerede eksperimenter, der søger mod at opnå den optimale løsning på en problemstilling (!) – det være sig mad eller andet. Og så har hun det dér gen, der gør, at når man har fået en god idé, så er den første tanke der melder sig: “Awesome! Hvordan sørger jeg for at så mange mennesker som muligt får glæde af det her?” (- enter blog). Hun interesserer sig af helbredsmæssige årsager meget for sundhed og lever efter en blanding af Raw 801010 og Raw Till Four principperne hvilket vil sige en high carb low fat kost hvor størstedelen er store mængder rå frugt og grønt. Det lille PlantePus, Røskva (født 2010) er en glad og livlig pige på 4 år, som kalder sig selv for ‘beganer’. Hvad vil vi med siden? Vi har spist vegansk siden 2011 og elsker at eksperimentere i køkkenet. Vi vil rigtig gerne dele vores erfaringer så andre forhåbentlig kan blive inspirerede, til et liv hvor man værner om dyrene, miljøet og sin krop. Det er omkring to år siden Nina blev spurgt om hun ikke snart skulle have en blog. Efterhånden har idéerne hobet sig op, så nu er der ingen vej uden om. Nina kan feks. godt bruge timer eller dage på at researche kilder til et indlæg i en forumdiskussion eller eksperimentere sig frem til den perfekte opskrift. Mathias bruger tilsvarende meget tid i køkkenet og det kan hurtigt drukne i mængden på facebook, der hidtil har været brugt til deling. Siden her skal fungere som samlingspunkt for alle vores veganske aktiviteter, og vi forestiller os at det vil være en god platform for at nemmere kunne bevare og linke til vores idéer så så mange som muligt kan få glæde af dem.

Sannes Hemmelige Ingredienser

Intro til bloggen: Surprice surprice jeg hedder Sanne ! Jeg er 30 år, bor i Ansager i sydjylland. Jeg er førtidspensionist. Jeg tegner, maler, skriver, laver mad, dyrker styrketræning og spinning, tager billeder af mad, læser, spiser mad, flyder i sofaen, Cykler, løber, går ture, hører HØJ musik og ser en masse gode film. Og hygger med familie og venner.

Vegalishious – Veganismen og omtanken får frit løb

Intro til bloggen: Jeg hedder Mie, er indfødt Aarhusianer og har været vegetar og/eller veganer siden 2005. Jeg elsker at udforske, eksperimentere og bruge fantasien, både i køkkenet og i alle andre aspekter af livet. Kreativ burde være mit mellemnavn :p Jeg læser psykologi hos Aarhus universitet, men jeg har brug for kreativt afløb og det benytter jeg mit site www.vegalishious.com til. Med tiden vil jeg muligvis oprette en online shop, så hvis der er noget du er interesseret i at bestille, må du hjertens gerne sige til!  Jeg opfordrer til at du kommenterer mine indlæg alt hvad du lyster og jeg svarer så hurtigt jeg kan.

Veganer.nu – For dig, for miljøet og for dyrene

Intro til bloggen: Vores vision er en vegansk (r)evolution i Danmark, som primært er baseret på altruistiske principper omkring dyrerettigheder samt en forståelse for de miljøbelastninger, der er forbundet med animalsk fødevareproduktion. Vi anser det menneskelige individs altruistiske perspektiv på en livsændring fra ikke-vegansk kost til vegansk kost som den eneste langtidsholdbare løsning af de etiske og miljømæssige problemer, vi som verdenssamfund står overfor nu og i fremtiden. Vores mission er at skabe opmærksomhed omkring veganismen. Vores tilgang vil være at sætte fokus på, hvor nemt det er at lave lækker, indbydende vegansk mad samtidig med at oplyse om dyrerettigheder, menneskelig sundhed, miljø og veganismens positive indvirkning på disse. Vi ønsker at gøre det lettere for dig som læser med her på siderne at finde den nødvendige information for at komme i gang eller fortsætte med den veganske levevis. Derfor vil vi i stigende grad samle information relevant for veganere på disse sider, efter aftale med nøglepersoner i det veganske miljø.

Veganissen – mit veganske køkken

Intro til bloggen: Mit navn er Line Rotenberg, jeg er 43 år og selvstændig psykoterapeut. Jeg bor i Odense med min mand og vores børn. Jeg blev veganer i februar 2010. I årene op til havde jeg tiltagende gigt symptomer i specielt hænder og fødder. Jeg havde svært ved at se mig selv som begrænset af smerter resten af mit liv og jeg begyndte derfor at søge viden på nettet om gigt og andre autoimmune sygdomme. Jeg stødte af og til på historier om mennekser som fortalte at deres gigt var forsvundet efter de var gået over til en vegansk kost. Jeg kunne dog ikke finde nogen videskabelig evidens for påstanden. Alligevel besluttede jeg mig for, at jeg ville give en helt vegansk kost 12 uger af mit liv. Blot for at se om det kunne hjælpe, sådan som jeg havde læst andre fortælle. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg var symptom fri efter en uge! Jeg har aldrig haft mere energi og overskud end i de 2 1/2 år jeg har været veganer! At blive veganer er det næstbedste jeg har gjort i mit liv… mine børn har altså stadig første pladsen 😉

Vegegansk – Kærlighed til dyrene… derfor plantemad

Intro til bloggen: Hvad er vegeganer? Det er et udtryk for dét at være veganer, opfundet af min lillesøster på 5 år. Hun ved jeg er veganer og siger altid ‘vegeganer’ i stedet for veganer… og i stedet for vegansk siger hun ‘vegegansk’. Det er ikke bevidst hun ”laver det om” – sådan hedder det bare i hendes verdensopfattelse – og det synes jeg simpelthen er så smukt – så jeg har valgt at bruge det i min blog. Men hvad vil det sige at være ”vegeganer” ? Det er ret simpelt og ikke særlig svært. I madverden er det bare… at jeg ikke spiser nogle animalske produkter såsom: kød, fisk, mælkeprodukter, æg, honning mv..  og smagsoplevelser uden animalske produkter er uendelige og fantastiske – så jeg lover dig, at det ikke er svært…. når du først opdager det :)

Vegspiration – Nem og lækker inspiration til et sjovere og grønnere køkken

Intro til bloggen: Hvem er jeg? Som du sandsynligvis allerede har gættet, så hedder jeg Marie. Jeg er en 25-årig kvinde der studerer professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, bruger al for meget tid i mit køkken, og så er jeg helt vild med at synge, spille klaver + guitar, samt at flytte benene på et dansegulv… OBS: disse foretagender sker dog sjældent samtidig!Jeg elsker at vise folk hvordan det er at leve vegansk, og at det faktisk er 100 gange sjovere at stå i et køkken end det var før. Hvorfor? Godt spørgsmål. Jeg tror primært at det bunder i, at jeg elsker at eksperimentere. Enhver idiot kan finde ud af at stege en bøf og smide frosne pomfritter i ovnen, men skal det hele være lidt sjovere, lækrere og sundere vil jeg foreslå, at du begynder at udvide din horisont – afprøve nye, spændende (og måske ukendte) krydderier og madvarer. Det er slet ikke så svært som det måske kan lyde, og jeg skal nok hjælpe dig med det 😉

Skriv endelig en kommentar, hvis du kan se, at jeg har glemt en skøn dansk blog!

Comments

  1. Marcus
    September 7, 2014

    Leave a Reply

    Whats up very cool blog!! Man .. Beautiful .. Wonderful ..

    I will bookmark your website and take the feeds additionally?
    I’m happy to find numerous useful information right here in the submit, we want work out extra
    techniques in this regard, thank you for sharing. . . . .

    .

Leave a Reply

*



You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Follow Me